Fingrene væk! Venstre har fået et rap over nallerne, efter partiet i valgkampens første dage valgte at bruge billeder af Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal i en annonce.
Problemet var, at Venstre ikke betalte de to fotografer for billederne.
"Vi regnede ikke med, at vi gjorde noget forkert i forhold til de kutyme-regler, der er blandt de politiske partier, hvor vi har lånt billeder af hinanden," sagde partisekretær Jens Skipper Rasmussen dengang til eb.dk.
Nu er tonen ændret. Derfor betaler partiet, som del af et forlig med Dansk Journalistforbund, en kompensation for uden tilladelse at have brugt to fotografers billeder.
"Det er helt afgørende, at fotografer kan beskytte deres værker mod at blive misbrugt kommercielt og politisk, og at de, der misbruger materialet i en politisk sammenhæng, også får at mærke, at det er en grov krænkelse af ophavsretten. Jeg er derfor glad for, at Venstre erkender sin skyld og betaler de to fotografer en tilfredsstillende kompensation", siger Lars Werge, næstformand i Dansk Journalistforbund, til forbundets hjemmeside.
Som en del af forliget har parterne aftalt ikke at offentliggøre detaljer i forliget, herunder erstatningens størrelse.
Kilde: Dansk Journalistforbund