Venstre afviser fire forældre-forslag

Voldsom skepsis overfor forslag om at udvide forældremyndigheden til tre eller fire personer.
Børn af homoseksuelle par skal kunne have op til fire forældre, lyder det i forslag fra det Radikale Venstre.
Børn af homoseksuelle par skal kunne have op til fire forældre, lyder det i forslag fra det Radikale Venstre. Foto: Colourbox

I Venstre modtager man de Radikales forslag om flerdeling af forældremyndigheden op til tre eller fire forældre med stærk skepsis.

Reaktionen kommer ovenpå, at både Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten kommer med positive udmeldinger om det radikale forslag.

- Jeg vil gerne lige se, hvad der sker med det her i det videre forløb, men jeg er stærkt kritisk, siger familieordfører i Venstre Louise Schack Elholm til Newspaq.

Også i Danmarks Folkeparti kommer man med voldsom kritik mod forslaget om at udvide regnbuefamiliernes forældrerettigheder.

- Det her det er en underminering af familien, og jeg ved simpelthen ikke, hvor man vil hen med det. Der er altså to biologiske forældre til et barn og så er der nogle omstændigheder i realiteten, som nogengange gør, at det ikke er sådan virkeligheden er. Men det her med at man skal være tre eller fire, det er da kun at gøre tingene rigtigt, rigtigt forvirrende, siger Pia Adelsteen, ligestillingsordfører i Dansk Folkeparti til Newspaq.

I Venstre frygter man, at bliver forslaget vedtaget, vil det komme til at skade børn af mange forældre.

- Det, vi er bekymrede for i øjeblikket, er, at forældrene har svært ved at samarbejde, og det kan godt blive endnu sværere at samarbejde, hvis der er endnu flere, der skal samarbejde. Det kan godt blive problematisk for børnene og jeg er bange for, at de kommer til at tabe på det her, siger Louise Schack Elholm (V) til Newspaq.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.