Der kommer ikke nogen ekstra check ind af brevsprækken til de omkring 6.500 familier, der ikke har råd til at sætte flæskesteg og ris a la mande på julebordet.
I hvert fald ikke, hvis det står til Venstre. Partiet afviser at afsætte de 6,5 millioner kroner til de juletrængende familier, som Socialdemokraterne ellers kræver. Det kommer nemlig til at gå udover andre grupper, understreger Venstres socialordfører Ellen Trane Nørby.
"Hvis der skal bruges flere penge, så skal de jo tages fra de sindslidende, fra psykiatri-aftalen eller fra de ældre. Og det er jo penge, der er blevet lovet ud til de her områder, så jeg synes egentlig, det er lidt billigt at lege julemand på baggrund af penge, som man vil tage fra andre grupper," siger hun til Newspaq.
Ellen Trane Nørby pointerer dog, at puljen, der er afsat til julehjælp, ikke er helt tom endnu. Der er cirka en million tilbage.
Men det kan da ikke være så svært at finde de ekstra 5,5 millioner kroner, mener Socialdemokraterne.
"Det undrer mig, at både Venstre, de konservative og Dansk Folkeparti siger nej til at hjælpe de familier, der er ramt af fattigdom. Og det undrer mig især, fordi mange af dem, der oplever fattigdom i Danmark i dag, er på nedsatte social ydelser, der er vedtaget af netop de partier," siger socialordfører Mette Frederiksen.
Her til formiddag skal hun mødes med partierne blandt de såkaldte satspuljemidler og forsøge at overbevise dem om, at der skal graves lidt ekstra penge frem til de trængte familier.