'Alletiders Jul, 'Alletiders nisse', 'Alletiders julemand' og 'Alletiders eventyr'. Og man fristes til at sige: Alletiders genudsendelse.
1. december bliver ottende gang, at skuespilleren Jan Linnebjerg giver den som nisseprovoen Pyrus i TV 2's uendelige julekalender-saga.
Men glansrollen skæpper ikke hjemme i Pyrus' privatøkonomi - trods den årelange stribe af tv-optrædenener.
"Hyren var ikke stor, da jeg indspillede den. Jeg er ikke blevet rig, som havde det været i Tyskland eller USA, hvor genudsendelserne giver kassen. Sådan er det ikke herhjemme. Jeg får heller ikke voldsomt mange job, fordi andre nogle gange tror, at det eneste, jeg er, er Pyrus," fortæller Jan Linnebjerg til B.T.
"Men jeg kan ikke leve af den nisse."
Pyrus-rollen klistrer så meget til Linnebjerg, at det har været svært for ham at komme i betragting til roller, der ikke har med risengrød og julemænd at gøre. Men sådan opfatter han nu ikke helt situationen selv, lyder det.
"Jeg kan ikke styre, hvad folk ser mig som. Ulf Pilgaard skulle også med i 'Nattevagten' for at blive taget seriøst som skuespiler. Jeg er fastansat på Aarhus Teater, hvor jeg får store, fede roller. Direktøren dér gik ikke rundt og tænkte, at jeg kun var nisse. Han så muligheder i mig som skuespiller," siger han.