Sex and The City har gjort det, Klovn har gjort det, og Simpsons har gjort det - taget en tv-serie og lavet den til en film.
Og det er langt fra de eneste eksempler. Men alligevel er det ikke noget, skuespilleren Matt LeBlanc, der spillede Joey Tribbiani i den voldsomt populære tv-serie Venner, går ind for.
Ikke når det gælder Venner i hvert fald.
- Det kommer nok ikke til at ske. Der er ingen planer om det. Alle taler om det i øjeblikket, men der er ikke noget på tegnebrættet, fortæller han ifølge female first.
Personligt synes han da også, det er en dårlig idé.
- Jeg tror, det vil være ligesom, når folk siger: Bogen er bedre end filmen, siger han.
Mens skuespillerne for længst er kommet videre, mener Matt LeBlanc også, at seriens mange fans er det.
- Alle identificerer sig med karaktererne på deres egen måde, og alle har deres eget billede af, hvad der er sket med dem. Det er bedst at lade det ende der, siger han.
Matt Le Blancs rolle Joey fik efter Venner-serien sin egen serie, der meget passende hed "Joey".