Lægerne er så småt begyndt at vække den 46-årige vinterbader, der har ligget i koma på Rigshospitalet i en uge, efter at han var blevet fanget 20 minutter under isen ved Amager Strandpark.
Hans krop har ikke taget skade, men venner og bekendte må indtil videre leve med uvisheden om, hvorvidt vinterbaderen mentalt bliver sig selv igen.
Formand for vinterbadeforeningen Det kolde Gys, Anders Hjort, har besøgt hospitalet, og lægerne har ifølge ham målt aktivitet i hjernen.
"Hvis han på nuværende tidspunkt havde været hjernedød, så havde de slukket respiratoren. Men det har de ikke gjort, og det må betyde, at han har en chance for at overleve også mentalt," siger Anders Hjorth, efter at have talt med pårørende til vinterbaderen.
Samtidig har Anders Hjort fået at vide, at den hurtige nedfrysning af manden, da han blev fanget under isen, kan vise sig at have forbedret chancerne for, at han ikke ender som en grøntsag.
Opvågningen fra komaet sker meget langsomt, og der går derfor noget tid, inden lægerne kan sige noget sikkert, om der er sket nogen mental skade.