Den 74-årige pensionerede vejr-darling, Henrik Voldborg, der for alvor bragte vejrudsigterne ind i de danske stuer gennem skærmen, er endelig hjemme igen.
"Jeg kan bekræfte, at jeg nu er udskrevet. Det har jeg været siden i går (onsdag, red.)," siger Henrik Voldborg til bt.dk.
Den pensionerede vejrmand opholder sig nu i hjemmet i Holte sammen med konen Anne Marie.
Det er endnu uvist, hvad der har plaget den aldrende vejrprofet. Under indlæggelsen anede Voldborg ikke, hvad han fejlede.
"Jeg har ligger herinde i to døgn nu, men lægerne kan ikke finde ud af, hvad der er galt. Jeg har meget, meget stærke smerter i lænden, så det ser ud til, at jeg godt kan komme til at ligge her et stykke tid," sagde Henrik Volborg til B.T. den 22. december.
Efter udskrivelsen er der ikke kastet mere lys over, hvad indlæggelsen skyldes.
"Mit helbred er en privat sag, og det vil jeg ikke tale om," siger Voldborg til avisen.
Henrik Voldborg lod sig pensionere i 1997.