Pas på, hvis du skal ud at køre i dag. DMI melder om hård vind flere steder. Det betyder snefygning og dermed svære forhold for de danske bilister.
Selv om Falck har haft en forholdsvis rolig aften og nat, så sidder redderne parat til at komme nødstedte bilister til undsætning. Især i Nordjylland er man forberedt på, at det bliver en travl dag, fortæller vagthavende i Falck, Rene Hansen.
"Når vi har så meget sne, som vi har nu, har vi meget mandskab i baghånden. Dem kan vi kontakte og hente ind, så vi har flere på arbejde," siger Rene Hansen til Newspaq.
Han understreger dog, at vi er ved at have vænnet os til de glatte veje. Men råder samtidig bilisterne til at være ekstra forsigtige netop i dag.
"Kør forsigtigt og kør hjemmefra i god tid. Så skulle der være gode chancer for at komme helskindet frem," lyder hans råd til Newspaq.