Vand stadig forurenet i København
Københavnerne på Nørrebro kan endnu ikke drikke vandet fra hanen. Foto: Colourbox
40.000 beboere i København skal stadig koge vandet to gange for at undgå smitte med colibakterier.

Kog vandet. To gange.

Sådan lyder rådet fortsat til københavnere, der bor mellem Tagensvej, Jagtvej, Åboulevarden og Farimagsgade.

Københavns Energi har nu svar på de prøver, der blev taget mandag aften, og vandet er stadig ikke helt rent.

Alle analyser viser, at vandet bliver renere, men der er stadig så mange colibakterier, at det endnu kan være sundhedsskadeligt.

Embedslægen meddeler dog, at der ikke er noget, som tyder på flere syge københavnske borgere.

"Vi har talt med et stort udsnit af de praktiserende læger i området, og vi har ikke fået oplysninger, der tyder på øget sygelighed pga. vandforureningen. Men vi kan selvfølgelig ikke vide med sikkerhed om enkelte tilfælde med dårlig mave har forbindelse til vandet," siger embedslæge Kåre Kristiansen.

Københavns Energi oplyser, at en uheldig kombination af reparation af et ødelagt vandrør ud for Nørrebrogade nr. 60 og et skybrud formentlig var årsag til, at der slap forurening ind i vandsystemet.

Siden søndag aften har frivillige fra Beredskabsstyrelsen hjulpet Københavns Kommune med at levere mellem 30.000 og 50.000 liter vand til ramte beboere.

Efter de seneste dages bedring i vandkvaliteten kan man nu vaske tøj på ganske normal vis uden krav til særlig temperatur. Når tøjet er helt tørt kan det håndteres som vanligt.
Efter håndtering af vådt tøj (ophængning eller flytning til tørretumbler) anbefales man dog fortsat at afspritte hænderne, eller vaske dem med rent vand.

Sidst på eftermiddagen onsdag kommer der nyt om vandkvaliteten.