Politikerne lover det. Vi andre spiser det.
Valgaften er i mange hjem lig med middagsretten flæsk.
For traditionen lever nemlig i bedste velgående, fortæller slagtermester Jens Slagter fra Kultorvets Slagter i Københavns centrum.
"Mine svende er simpelthen bare så trætte i armene af at skære flæsk. De står og siger 'der er udsolgt, der er udsolgt'. Men det er der nu ikke. Vi har nemlig bestilt rigeligt hjem. Så man kan roligt sige, at traditionen om valgflæsk holder ved," siger slagteren til Newspaq.
Valgflæsk er en ældgammel tradition, der spiller på de til tider utroværdige valgløfter, som politikerne udsteder i løbet af en valgkamp. Med andre ord - hvad politikerne lover, det spiser danskerne.
Hos slagteren går dagen på hæld. Og det har været en hård en af slagsen, når man er økologisk slagter. For der er masser af ben i kødet, der skal skæres udenom.
Men kunderne taler ikke skatteprocent, daginstitutioner og andre politiske emner over indkøbet af dagens mest populære aftensmåltid.
"Der bliver ikke talt så meget om valget, når kunderne kommer ind. Men valgflæsk det skal folk bare have, der ikke så meget diskussion," lyder det fra Kultorvet.
Vil du nyde flæsk uden at skulle bekymre dig alt for meget om konsekvenserne i form af ekstra fedt på sidebenene, så bør du stege flæsk i ovnen.