Liste P.I.K. er endnu en gang blevet smidt på porten.
Denne gang var det Aarhus Rådhus, der meldte hus forbi, da de kåde partimedlemmer i aftes mødte op for at feste.
De højrøstede politikere in spe ville tilsyneladende dele ud af den ramme øl, som spidskandidaten Mikkel Thomsen Weihrauch bar under armen. Men Liste P.I.K.'erne havde selv dyppet snablen for dybt i de våde varer.
I hvert fald blev deres gentagne kampråb 'stem med dit lem' for meget for rådhusbetjenten, der allerede i Arne Jacobsens flotte vindfang bad de unge mennesker trække sig tilbage og forlade rådhuset.
Det er som nævnt ikke første gang, at Liste P.I.K.s spidskandidat Mikkel Thomsen Weihrauch er blevet smidt på porten. Så sent som i sidste uge sparkede TV2 Østjylland ham på gaden før en paneldebat med andre lokale partiformænd, fordi han var for fuld og generede publikum og de andre kandidater.
I stedet har Liste P.I.K. ført valgkamp ved blandt andet i nattens mulm og mørke at sætte neongule penisklistermærker på modstandernes valgplakater. Det indrømmede de i går, skriver jp.dk.