Eksempelvis tager SMC-biler, som med 12 bilhuse over hele landet er blandt Danmarks største forhandlere af mærker som Audi, Volkswagen og Skoda, mere for værkstedstimer med dyre biler.
F.eks. er prisen for en time på værksted med en Volkswagen 1.000 kr., mens prisen for en Audi er 15 procent højere, skriver metroXpress.
"Reelt koster mærker stort set det samme at reparere. Så det her kan ses som udnyttelse af, at ejerne af de dyre mærker typisk har lidt flere penge. Det er usmageligt," siger Jørgen Jørgensen, der er afdelingsleder for Teknisk Service ved FDM.
Hos Forbrugerrådet er kritiken af SMC-biler lige så hård.
"Det er vel cirka ligeså rimeligt som at sige, at alle rødhårede skal betale dobbelt. Jeg kan simpelthen ikke se grunden til, at en mekanikers arbejde skulle være mere værd, fordi han kigger på en dyrere bil," siger chefkonsulent Benedicte Federspiel.
Hos SMC-biler forsvarer ledelsen sin prispolitik med, at der netop er stor forskel på, om der arbejdes på eksempelvis en Audi eller en Folkevogn.
Ifølge Hans Åbo Sørensen, der er direktør for SMC-bilers afdeling i Risskov ved Århus, kræver dyre biler både dyrere værktøj og bedre uddannede mekanikere.
-Newspaq