* Onsdag morgen blev gasanlægget In Aménas, der ligger i et ørkenområde i Algeriet tæt på grænsen til Libyen, angrebet af militante islamister. Angrebet har siden udviklet sig til en højspændt gidselsituation.
* De svært bevæbnede gidseltagere siger, at deres aktion er et gengældelsesangreb for Frankrigs militæroffensiv i nabolandet Mali.
* Antallet af gidsler står ikke klart. Tallet 41 er blevet nævnt i flere medier, men det er ikke bekræftet.
* Gasfeltet drives af energigiganterne BP og Statoil og det statslige algeriske olieselskab Sonatrach, og gidslerne kommer fra mange forskellige lande: Blandt andet USA, Frankrig, Japan og Algeriet.
* Derudover er ni nordmænd involveret i gidseldramaet.
* Samtidigt siger et fransk cateringfirma, at 150 af dets lokale ansatte stadig befinder sig inde på anlægget.
* Islamisterne, som står bag gidselaktionen, sættes i forbindelse med al-Qaeda og gruppen Katiba des Moulathamine.
* Ifølge lokale medier truer islamisterne med at sprænge anlægget i luften. Andre medier skriver, at de har stillet krav om at få løsladt 100 islamister, der sidder fængslet i Algeriet.
* De algeriske myndigheder udelukker dog at forhandle med gidseltagerne og nægter at imødekomme deres krav. De har nu omringet gasanlægget med hær- og sikkerhedsstyrker, lyder det.
Kilder: VG, NTB, Reuters m.fl.
/ritzau/