Søndag var en glædens dag for to spanske journalister, da de blev genforenet med deres familier efter et havlt års fangenskab i Syrien.
Krigskorrespondenterne Ricardo Garcia Vilanova og Javier Espinoza landede på en spansk militærbase uden for hovedstaden Madrid, hvor deres familier og kolleger ventede.
Det er stadig uvist, om de to journalister flygtede eller blev løsladt af de al-Qaida-ekstremister, der tog dem til fange i september sidste år. De spanske myndigheder ville heller ikke oplyse, om der var betalt løsepenge til gidseltagerne.
Syrien bliver regnet som et af de farligste lande at rapportere fra netop nu, og op mod 30 journalister har mistet livet siden 2011, mens endnu flere har været taget til fange. Der er stadig ni udenlandske journalister, der er meldt savnet i det krigsramte land.