Justitsminister Morten Bødskov (S) glæder sig over, at EU's justitskommissær på et ministermøde tirsdag i Luxembourg medgiver, at der er problemer med EU-borgere, der udnytter retten til fri bevægelighed.
- Der er for mig ingen tvivl om, at EU-Kommissionen har flyttet sig. Og det er godt. Det er første gang, EU-Kommissionen klart tilkendegiver, at der er et problem.
- Det er første skridt i retning af at have et stærkere fokus på, at på den ene side skal vi selvfølgelig have den fri bevægelighed. Omvendt skal vi ikke have, at folk udnytter den fri bevægelighed til at snyde og svindle sig til ydelser, som de ikke er berettigede til.
Bødskov vil dog ikke kommentere, om åbningen fra kommissionen kan få direkte betydning for den hjemlige politiske debat.
På spørgsmålet, om Venstre nu ikke længere har nogen undskyldning for ikke at underskrive en europaaftale med regeringen, svarer Bødskov:
- Det må Venstre selv afgøre. Det er forhandlinger, der foregår ved min kollega Nick Hækkerup (den socialdemokratiske europaminister, red.). Det er ikke noget, jeg har noget med at gøre.
Bødskov ønsker ikke at forholde sig direkte til justitskommissær Viviane Redings melding om, at det i høj grad er op til medlemslandene selv at løse de problemer, de måtte have.
Ligesom han ikke har nogen direkte kommentar til, om der er særlige forhold i Danmark, der gør, at Danmark ikke kan følge Redings opfordring og smide andre EU-landes borgere ud, hvis de efter tre måneders ophold ikke bidrager til samfundet.
- Der er selvfølgelig de regler, der er for den fri bevægelighed og dem, der benytter sig af det. Det gælder for alle.
- Det centrale er, at for første gang er vi der, hvor kommissionen har taget et skridt i den rigtige retning og anerkendt, at der er et problem. Det synes jeg er meget positivt.
- Vi skal fastholde den fri bevægelighed som en hjørnesten i EU-samarbejdet. Men vi skal skærme os af mod folk, der udnytter den. Men nu må vi se, hvor stort problemet reelt er, og så selvfølgelig angribe det derfra. En, der snyder, er en for meget, siger Bødskov.
/ritzau/