Hvis økonomien er valgkampens skydetelt, så rammer dagens nøgletal enten perfekt i bulls eye eller helt forbi skiven.
Så langt fra hinanden er meldinger fra blå og røde stue på Christiansborg, efter at landet ifølge Danmarks Statistik aldrig har været i recession - som alle troede - og sidste kvartal havde en økonomisk vækst på en procent.
"Vi har fået bekræftet, at vi ligger i klasse med de bedste økonomier," siger finansminister Claus Hjort Frederiksen.
SF's finansordfører mener, at den økonomiske optur er usikker, som samtidig sender et efterkrav til danskerne.
"Opsvinget er desværre nok lidt ustabilt, da det bygger på offentligt forbrug, hvor regeringen jo ellers har lovet nulvækst. Så der kommer også en regning senere," siger Ole Sohn til Newspaq.
Han mener, at der stadig er brug for, så økonomien kan komme i gang.
"Krisen er langt fra overstået, så der er stadig brug for at kickstarte dansk økonomi," siger Ole Sohn.
Han mener, at S-SF's økonomiske politik stadig passer perfekt til den økonomiske situation, selvom det nu ser en del lysere ud end for bare et halvt år siden.
Claus Hjort Frederiksen (V) derimod ser, at regeringens politik har virket, og at der nu er grundlag for en samlet vækst for hele 2011 på 1,3 procent.
"Vi har doseret vores politik helt rigtigt, fordi det er privatforbruget, som stadig halter, og det er lige her, at vores økonomiske plan sætter ind," siger Claus Hjort.
Han mener, at oppositionens politik skal justeres, fordi den er lavet til langt dårligere tider, end de nye tal for økonomien viser.
I morgen kommer tallene for arbejdsløse danskere i andet kvartal. Her kan kampen for at forklare virkeligeheden så tage endnu en runde.