Tirsdag, torsdag og fredag i næste uge risikerer århusianerne at skulle vise ordensmagten, hvad de har i lommerne.
Politiet har nemlig besluttet at indføre visitationszoner i byen på grund af en retssag, der kører ved Vestre Landsret på de nævnte dage, i næste uge.
Her er en gruppe fra rockermiljøet anklaget for grov vold mod en person fra en rivaliserende gruppe. Politiet vurderer i øvrigt, at forholdet mellem de to grupperinger er meget anspændt, og at der er grund til at tro, at de kan være bevæbnede.
Beslutningen om at indføre en visitationszone kommer også, efter at der den 9. september var optræk til ballade mellem grupperne ved Vestre Landsret omkring Åboulevarden.
Det fik politiet dog bremset i tide, men de vurderer nu, at grupperne kan bevæbne sig, hvis de skulle støde sammen igen i området omkring retslokalerne.
En visitationszone betyder, at politiet kan foretage visitationer af personer og biler, der er inden for det givne området.