I gamle dage kunne en lastbilchauffør i en snæver vending træde sømmet i bund og overhale en kollega. I dag er alle lastbiler udstyret med en fartbegrænser, og det betyder, at lastbiler med undtagelse af et par km/t kører lige stærkt.
Derfor opstår de såkaldte "elefantvæddeløb" som Venstres retsordfører, Kim Andersen, i dag foreslår et forbud mod. Han hævder, at det er en farlig leg.
"Jeg kan ikke forstå, hvorfor man skal ligge i store, tunge køretøjer og køre elefantvæddeløb for sjov, for at se om Volvo-mærket kan køre en lille smule hurtigere end Mercedes-mærket," siger Kim Andersen til Newspaq.
Den udmelding hopper Christian Jensen, formand for Frie Danske Lastbilvognmænd, ikke på.
"Det kan jeg helt afvise. Selvfølgelig er det ikke noget, man gør for sjov. Det sjov, jeg skal have, det har en helt anden karakter," siger han.
Vognmændenes formand giver Kim Andersen ret I, at de kontroversielle overhalinger, skal holdes på et minimum, men et totalt forbud er "helt ude I hampen", mener han.
"Forestil dig, du kører fra Aalborg til Padborg og foran dig ligger en mølletransport, der må køre 50 km/t. Så vil der blive en 2-3 timers forsinkelse og en kø på måske 50 km.," siger Christian Jensen.
At "elefantræs" i nogle tilfælde kan være en fordel, peger Anders Rosbo, formand for Rådet for Sikker Trafik, også på. Han mener, et forbud vil være en forhastet beslutning.
"Vi ved ikke, hvad så lange vognstammer inde i indersporet vil betyde for de bilister, der gerne vil køre lidt langsommere, for de har så ikke har mulighed for at komme ind. Det kan skabe nye trafikproblemer," siger Anders Rosbo til Newspaq.
I forvejen er der 358 km forsøgsstrækning rundt omkring I landet, og evalueringerne af disse forsøg viser både fordele og ulemper ved et forbud mod "elefantvæddeløb". Et ord, der nok ikke er på eksperter og politikeres læber for første gang.