V-profil med opsang til Thulesen: Gå ud og køb nogle klejner

Tilliden skal genetableres i blå blok, og regeringen skal komme med en anden attitude, siger Thulesen Dahl.
DF-formand Kristian Thulesen Dahl forventer, at der venter nogle besværlige forhandlinger om skat og udlændinge med regeringen i det nye år.
DF-formand Kristian Thulesen Dahl forventer, at der venter nogle besværlige forhandlinger om skat og udlændinge med regeringen i det nye år. Foto: Martin Sylvest/Scanpix

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og regeringen skal nyde juleferien, så meget de kan, for det bliver næppe fredeligt at møde på arbejde i det nye år.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, forudser nemlig vanskelige forhandlinger, når blå blok i januar genoptager forhandlingerne om skat og udlændinge.

- Det bliver meget besværlige forhandlinger. Der er en del, der skal samles op på, siger Thulesen Dahl til TV2.

Tilliden skal genetableres mellem regeringen og DF efter et tumultarisk forløb i december. Her blev parterne til sidst enige om en finanslov, men udskød at få aftaler omkring skat og udlændinge på plads.

- Liberal Alliance og regeringen bærer et stort ansvar. Jeg forventer, at de kommer med en attitude i starten af det nye år, der viser, at de er parate til at komme Dansk Folkeparti i møde, siger Thulesen Dahl.

Undervejs i forløbet truede regeringspartiet Liberal Alliance med ikke at stemme for finansloven, som regeringen og DF havde aftalt. Det ville Liberal Alliance kun, hvis en skatteaftale også kom i hus før jul.

På den anden side ville DF kun gå med til en skatteaftale, når der kom yderligere udlændingestramninger.

I sidste ende droppede LA sin trussel, og finansloven blev vedtaget fredag.

Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, tager Thulesen Dahls udtalelser om besværlige forhandlinger i januar med ro.

- Det er jeg sikker på, at Kristian Thulesen Dahl har ret i. Men i morgen er det juleaften. Nu vil jeg til at komme i julestemning. Det skulle andre også til at komme, siger Ellemann-Jensen.

* Synes du, at Thulesen Dahl og DF bidrage til den julestemning, som du gerne vil komme i?

- Jeg er helt sikker på, at Thulesen Dahl og resten af Dansk Folkeparti ligesom jeg er på vej i julestemning.

- Jeg vil tage ud og købe mistelten og nogle klejner. Det tror jeg også, at Thulesen Dahl skal gøre, siger Ellemann-Jensen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.