Det er endnu uvist om, der er danskere blandt de tilskadekomne ved bombeeksplosionen i regeringskvarteret i Oslo.
Politiet har bekræftet, at det var en bombe, der rystede den norske hovedstad fredag eftermiddag. Foreløbig er to personer meldt dræbt, og flere er sårede.
Men hvordan situationen er for danskerne i Oslo, står endnu ikke klart, da ingen ved, hvor mange danskere der befinder sig i byen. Der er både fastboende og turister den norske hovedstad.
Jane Jørgensen, fungerende chef på den danske ambassade i Oslo, har forsøgt at danne sig et overblik over situationen, men det er ikke nemt.
"Jeg har forsøgt at hente information hos politiet, men situationen er totalt uoversigtelig, så jeg måtte henvende mig senere, hvad jeg naturligvis gør og følger sagen for at orientere mig om, hvorvidt der måtte være danskere involveret," siger Jane Jørgensen.
Så snart Jane Jørgensen ved mere om danskerne i Norge, informerer hun det danske udenrigsministerium om deres situation.