66-årige Jan Utzon er blevet overfaldet i Sydney lørdag aften. Han er søn af arkitekt Jørn Utzon, der tegnede byens berømte operahus.
Han blev tæsket i en grad, så han har fået skader på knæ, hævet læbe og ansigt. Det skriver australske og New Newzealandske medier.
Ifølge stuff.co.nz skete det voldsomme overfald, da Jan Utzon gik rundt i området foran sit hotel og talte i sin mobiltelefon lørdag aften klokken 22. Her kom en muskuløs, trænet mand hen til ham.
"Han sagde til mig, at jeg ikke måtte stå her, fordi han boede der, og at det var privat grund. Han skubbede mig ud på gaden. Jeg snublede og rakte armen ud, og så slog han mig i ansigtet," siger Jan Uzon ifølge stuff.co.nz
Den 66-årige dansker faldt ind i en blomsterhæk, hvorefter manden blev ved med at slå Jan Utzon.
"Han begyndte at smile. Han blev ved med at smile. Så tog han min mobiltelefon og smadrede den på jorden," siger Jan Utzon.
En forbipasserende samt hotellets manager kom ud og fik stoppet overfaldet og tilkaldt politiet. Men overfaldsmanden gav ikke op.
Da Jan Utzon gik hen for at samle resterne af sin telefon op på vejen, kom manden igen og spyttede Jan Utzon i ansigtet, før andre kom til og slæbte manden bort.
Jan Utzon opholder sig tit og ofte i Australien og siger til medierne, at overfaldet ikke har fået ham til at holde mindre af Sydney.