Alene i den seneste måned har 533.000 amerikanere mistet deres job, og krisen viser kun tegn på at blive værre endnu.
"Det er efterhånden blevet svært at finde nye tillægsord, der beskriver hvor markant negativ den økonomiske udvikling er. Den negative spiral som det svage arbejdsmarked medfører i form af lavere efterspørgsel som igen smitter af på arbejdsmarkedet bekræfter os i at vi står over for en langvarig recession," siger cheføkonom i Handelsbanken, Jes Asmussen.
Faldet i beskæftigelsen i USA skal ses i sammenligning med de seneste måneders fald, der også har vist rekord-store tal - og som i dag blev opjusteret, da tallene blev mere præcise.
Ifølge Jes Asmussen vil den amerikanske regering og centralbank snart være tvunget til at gribe yderligere ind for at begrænse krisen. Han vurderer, at de amerikanske renter snart vil falde til næsten nul, og at der samtidig vil ske store indgreb i den amerikanske økonomi for at få situationen under kontrol.