USA var meget tæt på at fange Osama bin Laden tilbage i 2001.
Men han undslap, fordi USA's daværende forsvarsminister Donald Rumsfeld afviste et ønske om at udstationere flere landsoldater, og i stedet valgte at satse på flyangreb.
Det fremgår af en ny rapport, som i dag forelægges det amerikanske senat.
Rapporten fortæller, at bin Laden var fanget i december 2001 i huler i et bjergrigt område i det østlige Afghanistan, kendt som Tora Bora-bjergene. Og at han selv var så sikker på, at nu skulle han dø, at han faktisk skrev sit testamente.
Den demokratiske senator Carl Levin, der er formand for komitéen for de væbnede amerikanske styrker, siger til tv-stationen CBS, at krigen i Afghanistan formentlig havde været unødvendig, hvis Osama var blevet fanget
Rapporten kommer, netop som præsident Barack Obama i morgen står foran at optrappe den otte år lange konflikt i Afghanistan ved at sende yderligere 30.000 til 35.000 amerikanske soldater til landet i et forsøg på at "finish the job" - gøre arbejdet færdigt.
Meddelelsen ventes at falde, når han holder tale for kadetterne på det præstigefyldte amerikanske militærakademi West Point i østkyststaten New York.