Den amerikanske præsident Barack Omaba og hans hustru Michelle Obama deltog i dag i en markering af 65-årsdagen for D-dag.
Ceremonien foregik på den amerikanske kirkegård tæt ved Omaha Beach, der var et af de områder, hvor de hårdeste kampe udspillede sig i 1944 efter landsætningen af de allieredes tropper.
Sammen med det amerikanske præsidentpar deltog den franske præsident Nicolas Sarkozy, den britiske premierminister Gordon Brown og prins Charles samt Canadas premierminister Stephen Harper.
De allierede mistede i alt 215.000 soldater på D-dag og kampene i Normandiet, mens tyskerne menes, at have lidt et tilsvarende tab.
En af dem, som deltog i D-dag, var den nu 90-årige Austin Cox, der som 21-årig sammen med den 29. division fra det 115. infanteri blev landsat på Omaha Beach.
"Det er en god følelse at være tilbage og se det. Mine venner ligger begravet her," lyder det fra Cox, der kommer fra Maryland.