Hjemmeværnet har i visse kredse haft et blakket ry, men nu oplever værnet en stigende interesse og medlemmerne strømmer til.
I de første fire måneder af 2009 har 996 personer søgt om optagelse mod kun 575 i samme periode sidste år.
Det er især i de store byer som København, Århus og Aalborg, at medlemstallet vokser, skriver Tv2.dk.
En af forklaringerne på den stigende popularitet kan være, at Hjemmeværnet har fået en række bevogningsopgaver, der blandt andet indebærer udsendelse til Afghanistan, hvor hjemmeværnsfolk aflaster de danske soldater.
De nye medlemmer skal dog ikke regne med at komme uden for de danske grænser, for det er kun 60 ud af 50.000 medlemmer, der har været sendt ud.
En anden årsag til medlemstilstrømningen kan findes i kronprinsesse Marys engagement i Hjemmeværnet, og det kan være derfor at andelen af kvinder, der søger ind er steget med 30 procent.