Det amerikanske militær er klar til at angribe mål i Syrien, hvis præsident Barack Obama giver ordre til det.
Det siger den amerikanske forsvarsminister, Chuck Hagel, i et interview med BBC.
- Vi har mobiliseret, så vi kan opfylde enhver ordre fra præsidenten, siger Hagel.
Direkte adspurgt, om amerikanerne er klar til at rykke ind med det samme, svarer forsvarsministeren:
- Vi er klar med det samme.
Ifølge Hagel har det amerikanske forsvarsministerium allerede præsenteret Barack Obama for mulige interventioner i Syrien.
- Han har set, og vi er forberedt, siger Chuck Hagel.
Den britiske premierminister, David Cameron, har tirsdag indkaldt det britiske parlament til ekstraordinær samling torsdag, hvor en militær intervention i Syrien skal diskuteres.
En talsmand for Cameron sagde, at "det er rimeligt at antage, at vores styrker i øjeblikket udarbejder beredskabsplaner."
/ritzau/