Turister i Bangkok skal udvise forsigtighed på offentlige steder på grund af et muligt terrorangreb.
Det meddeler den amerikanske ambassade i den thailandske hovedstad ifølge Bloomberg.
"Denne besked advarer amerikanske statsborgere om, at udlandske terrorister i øjeblikket kan være ved at planlægge angreb på turistområder i Bangkok inden for den nærmeste fremtid," lyder det i meddelelsen.
Bangkok-analytiker Anthony Davis fra sikkerhedsfirmaet IHS Jane's kalder det en "generel" trussel, som sandsynligvis er relateret til amerikanske sanktioner over for Iran på grund af landets atomvåbenprogram.
"USA holder øje med pro-iranske grupper, som måske vil reagere på ting, som meget vel kan ske i Hormuz-strædet og muligvis andre steder," siger han til Bloomberg.
"Det virker usandsynligt, at terroristangreb ville gennemføres, før situationen i mellemøsten er eskaleret betydeligt," siger Anthony Davis til Bloomberg.
Det danske udenrigsministerium oplyser til Newspaq, at de undersøger den amerikanske advarsel og baggrunden for den, men endnu ikke har taget stilling til, om de vil ændre deres rejsevejledning for danske turister.
EU truer i øjeblikket med at indføre sanktioner på iransk olie på grund af landet påståede atomvåbenprogram. Hvis det sker, vil Iran efter eget udsagn blokere for al olieeksport via strædet, hvor en femtedel af verdens olie passerer igennem.
Det USA ikke vil tillade, og det kan derfor ende med en konflikt mellem Iran og USA.
Kilde: Bloomberg