Det er unge veluddannede med udsigt til en karriere på en kontorstol eller i et klasseværelse, der vælger at betale til efterlønnen.
Omvendt dropper de hårdtarbejdende murere, tømre og ufaglærte at spare pengene til ordningen, viser tal fra LO ifølge Kristlig Dagblad torsdag.
Dermed misser mange nedslidningstruede en tidlig tilbagetrækning, som det ser ud i dag.
"Det er et kæmpe problem, at så mange unge, som ordningen var tiltænkt, fravælger den, men vi gør, hvad vi kan for at rådgive bedre om det gennem arbejdsløshedskasserne," erkender Harald Børsting, LO's formand, over for avisen.
88 procent af skolelærerne mellem 35 og 39 abonnerer på efterlønsordningen, mens blot halvdelen af de ufaglærte i samme alder (44 procent) betaler til efterlønnen.
Beregninger fra LO viser desuden, at antallet af efterlønnere vil falde automatisk over de kommende år, fordi færre og færre betaler til ordningen.
Om syv år vil mellem 75.000 og 100.000 være på ordningen mod 120.000 i dag, lyder det fra fagforeningernes paraplyorganisation, der er indædt imod statsministerens opgør med efterlønnen.