Kampagnen 'Stop før 5' er tænkt til de unge, og målet er at få dem til at drikke mindre alkohol. Men det hjælper tilsyneladende ikke, for de unge er fløjtende ligeglade med myndighedernes opråb.
I hvert fald en stor del af de unge - for Facebook-gruppen 'Stop Sundhedsstyrelsens hetz mod fest!' har nu 16.617 fans, skriver politiken.dk.
"I dagens Danmark må man ikke længere noget. Forbuds-Danmark kalder svenskerne det. Man skal ikke ryge, for hver cigaret skader dig. Du må ikke drikke mere end en halv liter sodavand, ikke mere end 21 eller 14 genstande alkohol om ugen og da maks fire på èn gang«, siger 25-årige Kenneth Dahlin, der står bag gruppen.
Kenneth Dahlin er træt af myndighedernes konstante løftede pegefingre.
"Vi ved alle, at der er ting, vi skal passe på her i livet, men vi har ikke brug for en statslig moder, der kigger os over skulderen. Sundhedsstyrelsen kunne forsøge at indgå en dialog med os, men vælger i stedet at formane", siger han.
Men ikke alle unge mener godt om gruppen.
"Det her var dog den latterligste gruppe nogensinde (...). Der er ingen hetz, kun oplysning, resten må være op til den enkelte, der skal ikke meget til at få folk op af stolene, tsk," lyder det fra en af de unge.
Sundhedsstyrelsen har selv oprettet en gruppe på Facebook under navnet 'Stop før 5', som har 14.229 medlemmer. Men gruppen er altså slået af protestgruppen på medlemmer.