I morgen får tusindvis af unge svar på, om de er kommet ind på deres drømmestudie. Men der er færre, der har drømt om læreruddannelsen end ellers. Efter to år med fremgang i søgningen er der i år færre ansøgere til lærerstudiet. Det er snakken om fyringer blandt lærerne, der får de unge til at fravælge jobbet ved tavlen, skriver Politiken.
"Når man ser på tallene, er der generelt en enorm fremgang overalt, på nær læreruddannelsen. Det er ikke tilfredsstillende, men heller ikke uventet. Der har været meget fokus på lærerarbejdsløshed, selvom det er helt irrelevant i forhold til de ansøgere, der bliver færdige om fire år. Jeg er helt overbevist om, at der nok skal blive job til dem," siger professionsskolernes rektorformand, Laust Joen Jakobsen, til Politiken.
3.472 unge har søgt læreruddannelsen som deres første ønske i år. Det er 1,3 procent færre end sidste år. Det er fortsat ansøgertallet fra 2008, der skraber bunden. Dengang søgte kun 2.684 ind på læreruddannelsen.
I Danmarks Lærerforening ærgrer formand Anders Bondo Christensen sig:
"Vi håbede, at stigningen ville fortsætte, for det niveau, vi så sidste år, var stadig for lavt," siger han til Politiken.