Der bliver taget for sig af alkoholiske drikke, hvis man er folkeskoleelev. I hvert fald viser en undersøgelse som Sundhedsstyrelsen har lavet, at de helt unge drikker mere.
Stigningen ses især hos de 14-15 årige piger, hvor andelen, der har drukket alkohol inden for de seneste 30 dage er steget, hvis man sammenligner med tidligere undersøgelser. Det skriver dr.dk
"Det er en negativ udvikling, fordi alkohol er skadelig for de unge unges sundhed. Det påvirker deres generelle trivsel, hæmmer hjernens udvikling og øger risikoen for at udvikle et alkoholproblem senere i livet," siger konstitueret chef Annemarie Knigge fra Center for Forebyggelse i Sundhedsstyrelsen.
Grunden til udviklingen skal især findes hos forældrene, der ifølge Sundhedsstyrelsen er lidt for flinke til, at forsyne poderne med bajere og Breezers. Faktisk ser de eksempler på, at børn helt ned i 11-års alderen bliver forsynet med alkohol. Der er derfor vigtig, at forældrene er bevidste om deres ansvar, når det gælder de unges drukkultur, forklarer hun til dr.dk
65 procent af de 15-årige piger, der deltog i undersøgelsen, har drukket mere end fem genstande på en dag inden for de seneste 30 dage.