Stop brugerbetaling på uddannelserne og genindfør gruppeeksamener.
I forsøget på at få uddannelse på dagsordenen i valgkampen har initiativet Uddannelse til Alle i dag indkaldt alle partier til møde, hvor de vil have dem til at skrive under på en kontrakt med 12 forskellige krav, der skal styrke uddannelsessystem.
"Nu skal politikerne forholde sig til uddannelseskontrakten. Efter valget vil vi holde den nyvalgte regering fast på deres underskrifter og teste den på, om den formår at skabe et samfund, hvor alle unge får en uddannelse," siger Martin Schäfer, talsmand for Uddannelse til Alle.
Det er samtlige af landets uddannelsesorganisationer, der er gået sammen i Uddannelse til Alle og nu kommer med forslagene til politikerne.
"Der er ikke mangel på politiske udmeldinger om, at unge skal uddanne sig, men samtidig har vi oplevet nedskæringer og set flere droppe ud af deres uddannelse. Nu tager vi unge til genmæle og præsenterer 12 konkrete bud på, hvordan vi kan få bedre uddannelser og flere til at gennemføre dem. Så må vi se, om politikerne griber bolden," siger Martin Schäfer.
Klokken 17 i eftermiddag skriver politikerne under på de krav, de støtter.