Unge vil på skolebænken, og det skal gerne ske hurtigst muligt på de to-årige HF-kurser.
I gennemsnit har 27 procent flere i år søgt om optagelse på den to-årige uddannelse i forhold til 2009, viser en optælling fra hf2net, der er et samarbejde mellem de største HF-kurser i landet.
"Det er positivt midt i den økonomiske krise og de unges problemer med at finde job, at så mange unge vælger at uddanne sig," siger Asger Rasmussen, talsmand for hf2net.dk og afdelingsforstander på Fyns HF-kursus ifølge politiken.dk.
Den store popularitet på landets HF-kurser betyder dog ikke, at de unge vender det almene gymnasium ryggen. Her er der nemlig også fremgang. En opgørelse fra Gymnasieskolernes Rektorforening viser, at gymnasiet næsten har syv procent fremgang på landsplan.