Afslagsbreve fra universiteterne dumper ind hos tusindvis af unge i morgen. Men verden går ikke under, hvis man får ikke kommer ind på drømmestudiet.
En ny undersøgelse fra den uafhængige tænketank DEA viser nemlig, at mindst 70 procent af unge, der får afslag på deres studieønsker, alligevel får en uddannelse.
Det skriver Jyllands-Posten.
Videnskabsminister Charlotte Sahl Madsen (K) synes, at resultaterne er utroligt positive.
"Det glæder mig meget både på de unges og samfundets vegne, fordi vi har stærkt brug for, at de får en uddannelse," siger hun.
Bjarne Lundager Jensen, der er vicedirektør i DEA, fortæller, at tallene viser, de unge har en utroligt god evne til at sadle om, når de får afslag.
"Hvis man for eksempel synes, at psykologi på Københavns Universitet er drømmestudiet, så er det meget svært at komme ind. Der kan vi se et mønster i, at mange vælger at læse til skolelærer, hvor man også kan blive skolepsykolog, eller læse til sygeplejerske, hvor man også kan have psykologisk rådgivning af mennesker på et hospital," siger Lundager Jensen.
DEA har lavet undersøgelsen ud fra 145.000 ansøgeres uddannelsesforløb mellem 1996 og 2008. Undersøgelsen er den første af sin slags i Danmark.
Kilde: Jyllands-Posten