Den politiske bevidsthed hos unge mennesker har det godt, og det kan mærkes i tilslutningen til partiernes ungdomsorganisationer.
De fleste partier oplever fremgang på ungdomsfronten, og hos SF er tendensen mest udtalt med en fordobling af medlemstallet på tre år.
"Generelt er unge i Danmark, som det er nu, relativt venstreorienterede og på linje med os politisk. Derudover har vi en meget aktivitetsbaseret strategi, som folk kan mærke på gader og stræder," siger formand for SF's ungdom Pelle Dam til Newspaq.
SFU har i dag 3.390 medlemmer mod 1.487 medlemmer i 2006.
En optælling foretaget af Berlingske Research viser, at alle Folketingets partier, undtagen de Radikales, Dansk Folkepartis og Venstres ungdomsorganisationer, i 2009 har øget deres medlemstal.
De Konservative oplever også en markant fremgang.
Blandt flere eksperter er der enighed om, at Villy Søvndals succes som SF-partileder smitter af på de unges tilslutning.