En af deltagerne i Kanal 4s 'De Unge Mødre', 20-årige Dea Louise Bergstrøm, har fået tvangsfjernet sin lille pige straks efter fødslen.
Og ifølge Ekstra Bladet har det fået den unge mor helt ned på sammenbruddets rand.
"Sagsbehandleren sad klar og fjernede den lille pige bare fire timer efter, Dea havde født. Hun nåede lige at amme Rosa, inden de fjernede hende. Jeg er rystet over den behandling, de har fået," siger Dorte, som er Deas frivillige 'bisidder' og støtte til hjælp på kommunen, til Ekstra Bladet.
Oven i det må Dea og kæresten Rasmus også se sig selv blive hånet på nettet af seere, som er chokerede over Deas hjem, som ikke fremstår særligt hygiejnisk.
"Det har ikke hjulpet, at de er blevet svinet til på Facebook og på 'De unge mødres' hjemmeside, fordi man i tv-programmet ser et møgbeskidt køkken fyldt med fluer. Hvis folk så køkkenet i dag, ville de få et chok. De har gjort et godt stykke arbejde med at få gjort det rent," siger støtten Dorte til Ekstra Bladet.
Hun er glad for, at Dea i øjeblikket har stoppet sin reality-karriere og frabedt sig at blive optaget lige foreløbigt. I stedet prøver den unge mor at fokusere på sin kamp med kommunen om at få sin baby Rosa hjem.