Den franske cykelrytter Warren Barguil oplevede fredag eftermiddag sin hidtil største stund som professionel cykelrytter.
Den 21-årige Argos-Shimano-rytter snød etablerede navne som italieneren Michele Scarponi (Lampre) og hollænderen Bauke Mollema (Belkin) og vandt 13. etape af Vuelta a España.
Ni udbrydere fik held til at holde hjem på etapen over 169 kilometer fra Valls til Castelldefels, som bortset fra en hård kategori-1-stigning ikke bød på de store udfordringer.
Mod afslutningen, som bød på en kort stigning, stak Warren Barguil af fra de andre udbrydere og kørte alene over målstregen.
Etapen bragte ingen større forskydninger i det samlede klassement.
Astana-kaptajnen Vincenzo Nibali fra Italien fører fortsat.
/ritzau/