- De er ikke ansat hos mig, og det har ikke noget med mig at gøre.
Sådan lød det fra ejeren af det store fynske gartneri Topia by Roll, Torben Roll, da han blev bedt om at forholde sig, at østarbejdere har tjent 60 kroner i timen for arbejde på hans virksomhed.
Men nu kan Fagbladet 3F afsløre, at gartneriejer Torben Roll og hans leverandør af underbetalt arbejdskraft gennem flere år, vikarboss Michael Bulinski, kører et meget tæt parløb om boligudlejning til østeuropæerne.
Tre bulgarere og en polak oplyser, at de har boet i et hus klods op ad gartneriet Topia by Roll, imens de arbejdede på gartneriet som vikarer hos Team2U eller Jobekspress. Huset, der ligger på Kirkegyden 129 i Stige nord for Odense, er også ejet af gartneriets ejer Torben Roll.
Østarbejderne fortæller, at de betalte hver op til 2.000 kroner om måneden i husleje. Og at de boede omkring 12 personer i huset, der har to etager.
Direktør for vikarbureauerne Team2U og Jobekspress Michael Bulinski fortæller, at han ikke ved, hvor meget vikarerne har betalt for at bo til leje på Kirkegyden 129 - men at det var billigt. Samtidig oplyser han, at han ikke ved, om vikarerne betalte husleje til ham eller gartneriets ejer Torben Roll.
- Det ved jeg ikke præcist. Jeg havde ikke kontrakt. Jeg ved ikke, hvad jeg kan sige. Der boede også andre, siger Michael Bulinski til Fagbladet 3F.