Uma Thurman er gået fra kæresten Andre Balazs, skriver Lse.co.uk.
Bruddet kommer kun dage efter, at der gik rygter om at parret skulle giftes til sommer.
Uma på 36 og Andre på 50 skulle være langt i forberedelserne til brylluppet, der skulle stå på en afsides vest-indisk ø.
Ethan Hawke, som er Umas eksmand, skulle endda have givet sin velsignelse og ville komme til brylluppet.
Ethan udtalte for nylig:
»De er et godt par. Nogle gange tror jeg, at han gør Uma lykkeligere end jeg gjorde.«
I slutningen af marts sidste år ankom Uma til Oscar-uddelingen uden Andre. Det satte gang i rygterne om, at deres forhold var slut.
Det kunne Umas talsmand bekræfte et par dage efter. Men parret fandt sammen igen i oktober sidste år.
Andre ejer en række af verdens fineste hoteller, og har tidligere været gift med modellen Katherine Ford.
Uma var gift med Ethan Hawke i seks år. Parret blev skilt i 2003. De har to børn sammen.
Uma Thurman indspiller i øjeblikket filmen »The Accidental Husband«, hvor hun spiller en radiovært, der får problemer, fordi hun råder folk om deres kærlighedsliv.