En 73-årig mand mistede på tragisk vis livet, da han onsdag faldt tre meter ned fra et stillads i Hasle på Bornholm.
Ulykken blev af Bornholms Politi i første omgang betragtet som en arbejdsulykke, men efter Arbejdstilsynets undersøgelser på ulykkesstedet er det blevet konkluderet, at der ikke er tale om en arbejdsulykke, oplyser tilsynet til Avisen.dk.
Ulykken er ifølge oplysninger fra både Arbejdstilsynet og Bornholms Politi sket på en privat adresse i Møllehaven i Hasle på Bornholm.
Arbejdstilsynet undersøgte ulykken torsdag og er kommet frem til, at den ligger uden for området for arbejdsmiljølovgivning. Det har derfor ikke givet nogen afgørelse fra Arbejdstilsynet, oplyser Arbejdstilsynets pressetjeneste til Avisen.dk.
Den præcise årsag til, hvordan ulykken skete, er endnu ikke fastlagt.