Et af årets største slag i de franske bjerge blev udkæmpet i dag, hvor rytterne i Tour de France skulle op over de sidste tinder i Pyrenæerne fra Saint-Gaudens til Plateau de Beille.
Specielt på den sidste stigning, som var uden for kategori, var det ventet, at favoritterne til den samlede gule trøje ville angribe hinanden.
Men de store angreb udeblev, og i stedet var det en 26-årig belgier ved navn Jelle Vanendert, som snød de store og vandt etapen.
Mens Alberto Contador, brødrene Schelck og Cadel Evans sad og kiggede på hinanden, gled belgieren af sted, og han var ikke til at hente.
En lige så stor overraskelse var det, at manden i gult Thomas Voeckler kørte med favoritterne, så franskmanden også i morgen kan tage førertrøjen på.
For danske Saxo Bank Sun-Gard blev det endnu en dag, hvor Contador ikke havde benene til at angribe. Dermed ser det stadig vanskeligere ud for den spanske rytter at vinde den samlede sejr.
Andy Schleck tog yderligere et par sekunder på sin spanske konkurrent.
I morgen venter en flad etape, hvor rytterne kan restituere, inden det i næste uge går opad i Alperne.