Årets Tour De France bliver en duel mellem Andy Schleck og Alberto Contador.
Det siger cykelrytteren Michael Rasmussen forud for turen på de franske landeveje, der skydes i gang i morgen.
"Jeg kan ikke se, hvem der skulle udfordre de to," siger Michael Rasmussen til Sporten.dk.
Alberto Contador fra det danske hold Saxo Bank Sungard har vundet Tour de France de sidste to år. Han er derfor den helt store favorit, lyder det fra danskeren.
Også selvom spanieren har brugt en del kræfter på at vinde Giro d'Italia.
"Sidste år performede Contador under niveau i mine øjne - og vandt. I år vil han igen være i stand til at kontrollere og smadre de andre, når det gælder," siger Michael Rasmussen.
I dette års Tour de France deltager fem danske ryttere.
Det drejer sig om Lars Bak, Nicki Sørensen, Brian Vandborg, Chris Anker Sørensen og Jakob Fuglsang.