Patienter lænket til hospitalssenge, mens personalet opererer uden bedøvelse, brækker deres ben eller snører deres penis sammen, så de ikke kan tisse.
Det er blandt de uhyrligheder, som skjulte optagelser fra et hospital i den syriske provins Homs viser.
Billederne blev blandet andet vist på den britiske Kanal 4 og skærper nu det internationale pres på Syriens præsident, Bashar al-Assad. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Videoen er optaget i al hemmelighed af en medarbejder på Kanal 4.
"Jeg har set fanger blive tortureret med elektrisk stød, pisk, blive slået med stave og få brækket benene. De snor fødderne indtil benet knækker," fortæller medarbejderen, der står bag videoen.
"De opererer uden bedøvelse. Jeg så dem smække fangernes hoveder mod væggen. De lænker patienterne til sengen. De nægter dem vand. Andre har fået deres penis bundet sammen, så de ikke kan urinere," fortsætter medarbejderen.
Efter billederne er kommet frem, er presset på Syrien vokset. Landet har hidtil ikke villet lukke humanitære organisationer ind i landet, men nu får Valerie Amos, FN-chef for humanitære anliggender, adgang til landet.
Flere vestlige diplomater udtrykker dog bekymring over, at det lykkedes landet at trække det i langdrag.
Den amerikanske senator John McCain opfordrer nu USA til at sætte luftangreb ind for at beskytte Syriens civilbefolkning.
Kilde: Reuters.