Ferie på Fanø og ikke i Frankrig. Hakkebøffer i stedet for engelske bøffer.
De ufaglærte medarbejdere på betonvirksomheden Betonelement i Esbjerg står over for en lønnedgang af de mærkbare.
De 25-30 3F'ere skal gå 10 procent ned i løn. Aftalen underskrives i dag efter et halvt års forhandlinger, siger tillidsmand i Betonelement, Søren Panduro, til Newspaq.
"Da vi startede forhandlingerne i december krævede ledelsen, at vi skulle gå 40 procent ned i løn. I stedet for den voldsomme lønnedgang, er vi landet på et snit på 10 procent," siger han.
Det svarer til en lønnedgang på op til 40.000 kroner om året for 3F'erne.
Håndværkerne er sluppet uden løntab, da ledelsen kun har pillet ved akkorderne og ikke ved timelønnen.
Søren Panduro kalder overenskomsten et valg mellem pest og kolera.
"Jeg har kæmpet med næb og klør. Hvis vi sagde nej, truede virksomheden med at gå over på overenskomstmæssig løn. Så skulle vi lave det samme for 110 kroner i timen," siger Søren Panduro.
Betonelement er ejet af den internationale byggematerialegigant CRH, der de seneste år har haft millionoverskud. Også af den grund er det svært at acceptere en massiv lønnedgang.
"Der kommer fire-fem folk i jakkesæt hver år og snupper pengekisten," siger Søren Panduro.
Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet er ikke overrasket over, at det under den økonomiske krise er lykkedes mange arbejdsgivere at få de ansatte ned i løn.
"Virksomhederne har været hårdt presset. Man har haft enorm ordretilbagegang, specielt inden for bygge- og anlægsbranchen. Så hvis man skal undgå at fyre folk, så er løsningen at gå ned i løn eller afstå fra lønstigninger," siger Flemming Ibsen til Newspaq.