Når ungernes matematikbøger er slidte, og Øst- og Vesttyskland stadig er separate lande i atlasset, så er det på tide at købe nye bøger.
Men SF og de Konservative er alt andet end enige i, om forældrene må spæde til, hvis pengekassen er tom.
Det er kun rimeligt, at forældrene spytter i kassen, hvis de har tid eller råd, mener de Konservatives uddannelsesordfører Charlotte Dyremose.
"Jeg mener godt, at man må lave en privat indsamling, ligesom man gerne må lave en 'Nu reparerer vi skolegården'-dag. Nogen har tid og andre har penge, og deres bidrag er selvfølgelig velkomne," siger hun til Newspaq.
SF's børneordfører Pernille Vigsø Bagge er lodret uenig.
"Jeg synes, at det er forfærdeligt, og det er et udtryk for, at kommunernes økonomi er strammet langt ud over, hvad den kan bære. Og jeg synes, at det er rigtig uheldigt med private sponsorater - uanset om de kommer fra private firmaer eller lærere," slår hun fast.
Hun tilføjer, at SF har foreslået en lovpakke, der skal gøre op med de private sponsorater, fordi de efter hendes opfattelse skaber skævhed i samfundet og fører til, at skolerne er bedre i områder, der har mange pengestærke forældre.
Den bekymring deler Charlotte Dyremose ikke. Hun mener til gengæld, at det er udligningsreformen, der er skyld i, at skolerne i nogle kommuner har ondt i pengepungen.
"Det er dybt tragisk, at vi har lavet en udligningsreform, der i dén grad er med til at udsulte nogle kommuner, der har forsøgt at gøre en god indsats. Fra Konservativ side advarede vi mod den reform, og nu ser vi de tragiske konsekvenser," lyder det fra K-ordføreren, der tilføjer, at forældrene gerne må donere tid eller penge til skolen.
Men det må og skal kun være skattekroner, der betaler for folkeskolerne, mener børneordføreren hos SF.
"Forældrene skulle hellere forsøge at påvirke deres politikere til at sætte penge nok af på budgetterne til at drive folkeskole. Det er derfor, vi har de kommunale politikere," siger Pernille Vigsø Bagge.
Hun opfordrer samtidig forældrene til at overveje, om de vil sætte kryds ved dem, der vil holde kommunerne i en stram økonomisk snor eller dem, der tør at satse på velfærd, når kommunekassen er tom.