Mens Dansk Folkeparti snakker om mere grænsekontrol og udvisning af kriminelle udlændinge, så trækker de danske virksomheder den anden vej.
Seks ud af ti firmaer ønsker at tiltrække mere arbejdskraft fra udlandet inden for de næste to-tre år.
Samtidig føler mange, at den stramme udlændingepolitik gør det svært at lokke de rette medarbejdere til landet.
Det viser en rundspørge, som Jyllands-Posten har lavet blandt 45 af landets største virksomheder.
Af de adspurgte virksomheden ønsker hver anden en lempelse af udlændingepolitikken.
Erhvervsorganisationen DI er enig i kritikken.
"Der er behov for at forbedre ordningerne, så det bliver lettere for virksomheder. Hvis virksomhederne har problemer med at få de højtuddannede talenter til Danmark, ender de med at flytte aktiviteter til udlandet," siger adm. direktør Karsten Dybvad fra DI til avisen.
I Dansk Erhverv påpeger man, at der især er problemer med at fastholde de udenlandske studerende i Danmark.
"De får seks måneder efter studiet, og så skal de ud af klappen. Vi synes, de automatisk skal få et green card og en starthjælp," siger forskningspolitisk chef Jannik Schack Linnemann fra Dansk Erhverv.