Jakob Poulsen fra AGF er den eneste danske spiller, der er nomineret til prisen som Årets SAS Liga-spiller 2009, når Dansk Fodbold Award finder sted den 9. november.
Ud over den århusianske midtbanespiller er Atiba Hutchinson og Ailton Almeida fra FCK nomineret, ligesom det også er blevet til en nominering til OBs Eric Djemba-Djemba. Det er DBU og TV2 Sporten, der uddeler prisen.
DBU motiverer nomineringen af Jakob Poulsen således:
"Jakob Poulsen har "genrejst karrieren" og markeret sig kraftigt. Teknisk dygtig og løbestærk - og kan bestride mange positioner på holdet. Har klart været med til at bringe AGF op i den bedste halvdel af ligaen - og har leveret fine præstationer på landsholdet," fremgår det af AGFs hjemmeside.
Men han får altså hård kamp fra Hutchinson og Almeida, der begge har været med til at vinde 'The Double' for FCK, og den teknisk velfunderede midtbanemand fra OB, Djemba-Djemba.
Også de nominerede til Årets Træner er blevet offentliggjort i dag. Her kæmper Ståle Solbakken fra FCK, OBs Lars Olsen og Carsten Broe fra SønderjyskE mod landstræner Morten Olsen.