Det er ikke nemt at få permanent opholdstilladelse i Danmark, og langt de fleste ansøgere må tage til takke med et nej til opholdstilladelsen, efter det nye pointsystem blev indført.
Blandt 1.673 færdigbehandlede sager har kun 76 personer fået ja. Det svarer til 4,5 procent, hvorimod næsten 60 procent blev godkendt, før pointsystemet blev indført.
Ifølge Jyllands-Posten falder de fleste ansøgere på kravet om at være aktive i fritids- eller foreningslivet.
Oppositionen kritiserer, at man ikke har fået udarbejdet den lovede prøve, der giver ansøgerne en fair chance.
"Pointsystemet er noget makværk. Det sagde vi, inden det blev vedtaget. Og vi fik ret. Det er dybt problematisk, fordi mennesker, der bidrager massivt til vores samfund, bliver hældt ned ad brættet med de nye regler," siger SF's integrationsordfører, Astrid Krag, til Jyllands-Posten.
I regeringen finder man det naturligt, at mange dumper, når man vedtager nye tiltag.
"Sådan vil det ofte være efter indførelsen af nye regler," skriver integrationsminister Søren Pind i et skriftligt svar til Morgenavisen Jyllands-Posten.
Støttepartiet Dansk Folkeparti mener, at tallet vil stige, når det bliver muligt at aflægge en prøve i medborgerskab.
I Indvandrerådgivningen opfordrer man kommende ansøgere til at vente, til prøverne er helt på plads.
"Vi siger klart til borgerne, at de skal vente med at indsende en ansøgning. Hvis de ikke har deltaget i foreninger, ved vi, de får afslag. Så har de spildt deres tid og penge," siger Leif Randeris, der er kontorleder i Indvandrerådgivningen, til Newspaq.
Han mener også, at flere vil have mulighed for at bestå, når man indfører medborgerskabsprøven. Prøven kommer ifølge kontorlederens oplysninger til at minde om den allerede kendte indvandringsprøve.
Kilde: Jyllands-Posten