Der bliver ikke ændret noget i den rejsevejledning, der ligger på Udenrigsministeriets hjemmeside om rejser til Egypten oven på søndagens bombesprængning i en bazar i Kairo, der kostede en fransk turist livet.
"Der bliver kun tale om en faktuel opdatering af hjemmesidens oplysninger," siger vagthavende ved Udenrigsministeriets Borgerservice til Nyhedsbureauet Newspaq.
Rejseselskabet Spies har da heller ikke mærket nogle effekter af hændelsen endnu.
"Vi har ingen rejser til Kairo, så vi har ikke fået opkald fra bekymrede turister," siger Carlos Cebrian, produktchef hos Spies.
Til gengæld har selskabet aflyst en udflugt til Kairo i dag.
"Og der vil gå et stykke tid, før vi holder udflugter dertil igen," siger han til Newspaq.
Angrebet søndag, der også sårede adskillige, er det blodigste mod vesterlændinge i Egypten siden 2006. Ingen har endnu taget skylden for angrebet.