Tysklands centrum-venstre koalition indgår aftale for at afhjælpe de økonomiske konsekvenser af udbruddet af coronavirus.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters tidligt mandag morgen.
Under et møde sent søndag aften indgik koalitionen en aftale om blandt andet at øge de offentlige investeringer med 12,4 milliarder euro frem mod 2024, fremgår det af et dokument.
Det svarer til 92 milliarder danske kroner.
Derudover vil hjælpepakken inkludere en lempelse af regler om kompensation til lønmodtagere, der tvinges til at arbejde mindre på grund af krisen.
Lempelsen vil gælde fra april og frem til udgangen af året, skrev nyhedsbureauet AFP søndag aften.
Desuden lover regeringen, at den vil komme med et forslag om økonomisk støtte til de virksomheder, der bliver hårdest ramt af virusudbruddet.
Søndag aften skrev Markus Söder, leder CDU's bayerske søsterparti, CSU, på Twitter, at hjælpepakken er "omfattende".
Søndag fulgte den tyske regering den danske regerings eksempel og opfordrede til, at alle arrangementer i landet med over 1000 deltagere aflyses.
Det oplyste sundhedsminister Jens Spahn, som samtidig sagde, at forskellige arrangører havde været for sløve til at tage forholdsregler for at inddæmme smitten af coronavirus.
- Efter mange diskussioner med de ansvarlige, vil jeg med empati opfordre til at begivenheder med flere end 1000 deltagere aflystes indtil andet meldes ud, skrev han på Twitter.
Han opfordrede samtidig borgere til at overveje, hvad i deres dagligdag, der er vigtigt nok til, at de ikke kan undvære det de næste to-tre måneder.
Der er i alt registreret 1040 personer, der er smittet med coronavirus i Tyskland.
Tyskland har over de seneste uger aflyst flere store konferencer. Men med regeringens seneste anbefalinger kan mange flere arrangementer blive aflyst, herunder fodboldkampe i Bundesligaen og store koncerter.
I Frankrig blev der søndag aften taget endnu mere drastiske tiltag i brug i kampen for at inddæmme smittespredning.
Regeringen i Frankrig forbyder således alle begivenheder med flere end 1000 deltagere - frem for blot at opfordre til en aflysning.
/ritzau/